At repræsentere private (virksomheder og borgere) mod offentlige myndigheder

Jeg har for nylig modtaget en retsbog med en domstolsafgørelse i en sag, hvor jeg repræsenterer private mod en offentlig myndighed. Retsbogen kom efter min opfattelse ”ud af det blå” og med en noget overraskende konklusion. Og jeg tænkte: Hvad skete der lige der?

Bliver offentlige myndigheder bedømt mildere ved domstolene?

Retsbogen fik mig endnu en gang til at få følelsen af, at domstolene ser med mildere øjne på myndighederne. At der skal mere til, for at en afgørelse går dem imod.

Kan jeg tillade mig at skrive sådan som advokat? Altså at det kan opleves, som om domstolene ser med mildere øjne på offentlige myndigheder end på private? Tjaaa.

Kan jeg være sikker på, at det rent faktisk forholder sig sådan? Nej, det kan jeg ikke – der findes ikke noget empirisk datagrundlag el.lign.

Ikke desto mindre er det det indtryk, jeg ofte sidder tilbage med som advokat for private i sager mod myndigheder. Ikke i alle sager, naturligvis, men i en forholdsmæssig stor del af sagerne.

Debatten blandt advokater

Spørgsmålet om eventuelle forskelle mellem at repræsentere det offentlige og private har været debatteret blandt advokater på ”mikroniveau” i årevis. Dengang jeg var ansat i ét af landets største advokatfirmaer, der førte mange sager for offentlige myndigheder, tænkte jeg, at der naturligvis ikke var noget om snakken. Når jeg vandt langt hovedparten af mine sager – og også fik medhold i de fleste spørgsmål, der dukkede op under sagens månedlange forberedelse ved domstolene – var det selvfølgelig udelukkende på grund af en fagligt dygtig klient og min egen kompetente arbejdsindsats. Var jeg helt sikker på.

Nu repræsenterer jeg hovedsageligt private i sager mod offentlige myndigheder. Og nu er jeg knapt så skråsikker. Jeg er hverken blevet dummere eller mere doven, siden jeg i stort omfang repræsenterede offentlige myndigheder i retssalene. Jeg kommer fortsat ikke med argumenter, som efter praksis ikke har nogen gang på jord.

Alligevel kommer jeg nu jævnligt ud for domstolsafgørelser, hvor jeg tænker: Hvad skete der lige der?