Ved "retlig prøvelse" er de reelle klagemuligheder meget begrænset, fordi klageinstansen ikke vurderer hele afgørelsen, men kun procedurer mv.
Inden for flere retsområder er det kun muligt at få en såkaldt ”retlig prøvelse”, hvis man klager over f.eks. en kommunes afgørelse til klageinstanserne (f.eks. Planklagenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet og Vejdirektoratet).
På godt dansk betyder det, at klageinstansen ikke har mulighed for at vurdere, om kommunens afgørelse er hensigtsmæssig eller helt hen i vejret, men kun om kommunen har begået juridiske procedurefejl.
Et eksempel: En kommune giver dispensation fra en lokalplan til at opføre en bygning i 6 etager, selvom lokalplanen kun tillader bygninger i max. 3 etager. Klageinstansen må herefter i udgangspunktet kun vurdere, om kommunen har fulgt procedurerne for at dispensere (forudgående partshøring mv.), men ikke om det er hensigtsmæssigt med en fordobling af etageantallet på det pågældende sted.
Konsekvensen af dette er, at selv hvis kommunens afgørelse bliver tilsidesat af klageinstansen, kan kommunen principielt bare rette op på procedurefejlen og træffe helt den samme afgørelse igen.
Man kan derfor godt stille det spørgsmål, om der er en reel klagemulighed inden for disse områder. Eller om man som virksomhed eller borger kun har ét skud i bøssen; nemlig når der afgives høringssvar til kommunen, inden den træffer afgørelse.
Inden for andre områder – ekspropriationer, fredninger og landzonetilladelser mv. – har klageinstansen fuld prøvelsesret og kan dermed både vurdere, om procedurereglerne er overholdt, og om afgørelsen er hensigtsmæssig. I disse tilfælde får en klager dermed en vurdering af hele sagen i klageinstansen.
Summa summarum: Som klager er den fulde prøvelse klart at foretrække. Som bygherre føles det mere betryggende med en retlig prøvelse grundet klageinstansens mere begrænsede muligheder.
