En mangelfuld begrundelse kan føre til en ophævet afgørelse

Det er et generelt offentligretligt princip, at en afgørelse skal være ordentligt begrundet for at være gyldig. Kravet om en ordentlig begrundelse er også lovfæstet i forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Kravene til en begrundelse

Kravene til en begrundelse er:

  • At den skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler,
  • en redegørelse for de faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, og
  • hvis afgørelsen er baseret på en skønsmæssig vurdering, skal begrundelsen også angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønnet.
Formålet med begrundelseskravet

Formålet med begrundelseskravet er at sikre, at den der modtager afgørelsen får et fyldestgørende kendskab til, hvorfor afgørelsen er faldet ud, som den er. Derudover giver en fyldestgørende begrundelse også mulighed for at vurdere, om afgørelsen skal søges ændret. Dette kan ske enten ved en administrativ klagesag eller ved domstolene, afhængigt af hvilken lovgivning der er tale om.

Kravet om en ordentlig begrundelse er en såkaldt garantiforskrift. Dette indebærer, at afgørelsen som udgangspunkt vil blive tilsidesat, hvis begrundelseskravet ikke er overholdt.

Praksis

I Energiklagenævnets praksis findes talrige eksempler på afgørelser, der er blevet hjemvist til fornyet behandling i 1. instansen, typisk en kommune eller Energitilsynet (nu: Forsyningstilsynet), fordi afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet. Som eksempel kan nævnes mangelfulde begrundelser for godkendelse af varmeforsyningsanlæg efter den såkaldte ”projektbekendtgørelse”. Der har også været flere tilfælde vedrørende afslag på dispensation fra tilslutningspligt og forblivelsespligt til kollektive varmeforsyningsanlæg.

I visse tilfælde kan klagenævnet dog vælge at ”reparere” en mangelfuld begrundelse fra 1. instansen. Dette kan ske ved, at klageinstansen selv kommer med en udførlig begrundelse for afgørelsen af klagesagen. Det vil dog normalt forudsætte, at begrundelsesmanglen ikke har haft konkret væsentlig betydning for 1. instansens afgørelse.

Hvis den har det – eller det ikke kan udelukkes – vil klagenævnet som udgangspunkt hjemvise sagen til fornyet behandling hos 1. instansen. På denne måde sikres princippet om, at en sag altid kan blive fuldt ud behandlet i to instanser.

Hvis en afgørelse med begrundelsesmangler er indbragt for domstolene, vil den som udgangspunkt blive tilsidesat som ugyldig. Dette gælder dog ikke, hvis myndigheden kan påvise, at den mangelfulde begrundelse ikke har haft betydning for afgørelsens resultat.